Hermed de to dele af det ikke færdige, men afsluttede digt fra i Ord I Odense #4 i går 2014-09-20 ca. 21:00.
Den frostklare nat var lidt for indbydende,
landskabet føles dog goldt.
Har ikke mere at skulle nå i dag.
Skøjter gennem frostsprængte gader,
en sjælden friktionsfri bevægelsesfrihed.
Den helt rigtige frakke blafrer som den skal,
den kølige vindstrøm dulmer bekymringerne.
Naturlige stoffer gør mig høj,
søger den euforiserende silkebløde asfalt.
Skumfest efterlader små skyer omkring skøjterne,
som søsætter flygtige spor i æteren.
Isdans til musikken i mit hoved,
det rigtige beat og jeg svæver mellem liv og død.
Den umiddelbare usikkerhed på isen er hurtig at ryste af sig,
når man når op i fart.
Tiden skrumper med højere hastigheder,
objekter forvrænges og går i stå.
Slår slalom mellem fastfrosne isskulpturer,
betagende skabninger, især i forbifarten,
fascinerende facetter hvorend blikket nu lige vælger at falde.
Mon nogle af dem gemmer på et hjerte inden i?
Ænser de mere end blot min susen forbi?
Laver badutspring henover hver eneste kansten.
Gid jeg dog snart ramler ind i,
endnu en ballerina og styrter,
så vi begge to kan splintres,
og forhåbentlig smelter sammen midt i en piruet,
og ikke bare knuses på alfalten og smelter bort i et afløb.
Desværre er jeg for god til at styre uden om,
undviger vant enhver på kollisionskurs.
II
Skulle jeg hellere udvælge én?
kredse et par gange omkring et udsøgt eksemplar,
bemærke en sirligt udskåret siluet,
opservere om der alligevel er bevægelse,
og tilsidst bremse op foran hende.
At starte en samtale med en skulptur virker grænseoverskridende,
hvorfor er det pludseligt så svært at holde balancen,
bare fordi man et forlænget øjeblik holder øjenkontakt.
Så er det langt nemmere at holde hastigheden høj,
overlade skæbnen til guderne,
lade dem vække en statue til live og lede hende til at stille sig i vejen.
Ingen andre synes at skøjte alene.
Måske er skøjterne blot er skjult bag de tunge vinterfrakker?
Deres søgende blikke under hætter med pelskrave?
Hvis to stødte sammen ville polstringen garanteret forhindre enhver splintring,
end ikke en kuldegysning ville slippe gennem foret.
Bør jeg virkelig bare smide skøjterne,
futte rundt gemt i vinterfrakke ligesom dem,
til og fra alskens velgørende formål.
Så er en kollision da først udelukket.
What freak accident would lead to anyone ending up underneath my coat, long enough to thaw?
How could I be certain to end up with a heart in the end?
Frøken Tø
IDen frostklare nat var lidt for indbydende,
landskabet føles dog goldt.
Har ikke mere at skulle nå i dag.
Skøjter gennem frostsprængte gader,
en sjælden friktionsfri bevægelsesfrihed.
Den helt rigtige frakke blafrer som den skal,
den kølige vindstrøm dulmer bekymringerne.
Naturlige stoffer gør mig høj,
søger den euforiserende silkebløde asfalt.
Skumfest efterlader små skyer omkring skøjterne,
som søsætter flygtige spor i æteren.
Isdans til musikken i mit hoved,
det rigtige beat og jeg svæver mellem liv og død.
Den umiddelbare usikkerhed på isen er hurtig at ryste af sig,
når man når op i fart.
Tiden skrumper med højere hastigheder,
objekter forvrænges og går i stå.
Slår slalom mellem fastfrosne isskulpturer,
betagende skabninger, især i forbifarten,
fascinerende facetter hvorend blikket nu lige vælger at falde.
Mon nogle af dem gemmer på et hjerte inden i?
Ænser de mere end blot min susen forbi?
Laver badutspring henover hver eneste kansten.
Gid jeg dog snart ramler ind i,
endnu en ballerina og styrter,
så vi begge to kan splintres,
og forhåbentlig smelter sammen midt i en piruet,
og ikke bare knuses på alfalten og smelter bort i et afløb.
Desværre er jeg for god til at styre uden om,
undviger vant enhver på kollisionskurs.
II
Skulle jeg hellere udvælge én?
kredse et par gange omkring et udsøgt eksemplar,
bemærke en sirligt udskåret siluet,
opservere om der alligevel er bevægelse,
og tilsidst bremse op foran hende.
At starte en samtale med en skulptur virker grænseoverskridende,
hvorfor er det pludseligt så svært at holde balancen,
bare fordi man et forlænget øjeblik holder øjenkontakt.
Så er det langt nemmere at holde hastigheden høj,
overlade skæbnen til guderne,
lade dem vække en statue til live og lede hende til at stille sig i vejen.
Ingen andre synes at skøjte alene.
Måske er skøjterne blot er skjult bag de tunge vinterfrakker?
Deres søgende blikke under hætter med pelskrave?
Hvis to stødte sammen ville polstringen garanteret forhindre enhver splintring,
end ikke en kuldegysning ville slippe gennem foret.
Bør jeg virkelig bare smide skøjterne,
futte rundt gemt i vinterfrakke ligesom dem,
til og fra alskens velgørende formål.
Så er en kollision da først udelukket.
What freak accident would lead to anyone ending up underneath my coat, long enough to thaw?
How could I be certain to end up with a heart in the end?
Hvorfor er det for meget forlangt at en frøken Tø kolliderer med mig?
L.S.Børresen
L.S.Børresen
No comments:
Post a Comment